22. november 2024

Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk.

Tre gange i løbet af lørdag aften og nat blev politiet kaldt ud til uro og uorden i Agervang i Holbæk.

Den første anmeldelse indløb til politiet kl. 23.04 da en lokal beboer oplyste, at nogle unge mænd var i slagsmål i området.

Politiet kørte til området med flere patruljer, men traf ikke nogen i slagsmål, eller som kunne mistænkes herfor.

Tyve minutter senere kom endnu en anmeldelse om uorden i området, hvor patruljerne nu traf en 22-årig mand uden fast bopæl og en 25-årig mand fra Holbæk. De kunne dog ikke mistænkes for at have lavet uro eller været i slagsmål, så de blev ikke sigtet for noget.

Klokken 00.49 fik politiet så den tredje anmeldelse om uro og igen kørte politiet til området, hvor de traf en 24-årig mand uden fast bopæl i området. Han kunne ikke mistænkes for at have lavet uro i området, så han fik lov til at gå videre uden at blive sigtet for noget.

Hvad der reelt er foregået i området, og som har givet anledning til de tre anmeldelser, ved politiet ikke.