Det ta’r kun 5 minutter at handle i Fakta, men vi vil så gerne ha’ du bli’r lidt længere – sådan lød sloganet for nogle år siden i Coops landsdækkende discountkæde. Men nu behøver det ikke engang tage fem minutter, at handle i Fakta.
Denne jul har Coop nemlig udrullet betalingssystemet “Bip & betal” i alle Fakta-butikker – og dermed også i Fakta på Spånnebæk i Holbæk.
Med det nye system, behøver man slet ikke at stå i kø ved kassen – i stedet går man lige gennem butikken, putter varerne i posen og går ud igen, alt i mens man ved hjælp af Coops app scanner varerne selv og betaler.
Som Holbaekonline.dks undersøgende og teknikglade reporter har jeg selvfølgelig afprøvet systemet på vegne af læserne og da jeg i forvejen ikke er meget for lange køer, så var det en positiv oplevelse – men én ting vil jeg savne, og den vender jeg tilbage til.
Fra hylden og ned i indkøbsposen
Som medlem af Coop kan man downloade Coops app til sin smartphone – og så er man klar til at betjene sig selv i Fakta. I indgangen til butikken er der en stander med forklaring på hvordan man gør – og et stort skilt med en QR-kode, som man scanner med sin smartphone. Og så er man i gang. Nu kan man så gå ind i butikken og når man tager en vare ned fra hylden, scanner man stregkoden og putter derefter varen i indkøbsposen eller sin taske og går videre til næste vare. Efterhånden som man får handlet ind, kan man se på sin smartphone hvilke varer man har scannet ind. Det er selvfølgelig mulgt at fjerne en vare igen, eller vælge flere af samme vare. Når man så er færdig med at finde varerne frem, går man hen til kasselinjen, hvor der ned fra loftet hænger en ny QR-kode, som man så scanner ind. Herefter kan man så vælge hvordan man vil betale – og har man i forvejen indtastet sit betalingskort i app’en, så er det bare at swipe. Ellers kan man f.eks. vælge at betale med Mobilepay. Når betalingen er gennemført, bliver skærmen grøn og man kan gå forbi hele køen ved kassen og vise skærmen til kassemedarbejderen, mens man fortsætter ud af butikken.
Ifølge Coop vil der være stikprøvekontroller, både for at sikre at kunden ikke betaler for meget, men også for at sikre butikken mod tyveri.
Efter at have afprøvet systemet et par gange, må jeg sige, at jeg synes det er smart. Der er kun en enkelt ting, jeg vil komme til at savne i længden, nemlig de søde medarbejdere, der altid smiler og ønsker fortsat god dag. Jeg må huske på, bare en gang i mellem, at stille mig bag køen og handle ind på “den gammeldags måde”.