Holbæk Sportsby A/S har ansat en Food & Beverage-chef.
– At blive den første F&B Chef i Holbæk Sportsby er mit drømmejob. Jeg har flere gange startet virksomhed op – Holbæk Sportsby er bare så spændende at jeg bare MÅTTE gøre det igen, siger Svend Rinken, der har en lang karriere inden for branchen. Svend begyndte som kokkeelev tilbage i 1975, og har siden været kok og hotelmanager hos DFDS, indtil han begyndte som restauratør i Langtved Færgekro i 1985 og indtil denne legendariske kro brændte i 2009. Siden er hverdagen gået med at drive kantiner og catering.
Svend Rinken bruger også en del tid på at være frivillig, bl.a. som medlem af hovedbestyrelsen for Det Danske Kokkelandshold, og som leder i Tuse Bjerg Gruppe hos KFUM spejderne.
Om valget af Svend Rinken siger direktør Carsten Damgaard:
– Jeg er utrolig glad for, at valget faldt på Svend Rinken, og jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet. Café/ Restaurant i Holbæk Sportsby bliver en særdeles vigtig medspiller i det at give alle gæsterne den bedste oplevelse. Svend har erfaringen og den faglige dygtighed til at løfte denne opgave.
Sportsboller og gourmetmad
Om menuen i Sportsbyen siger Svend Rinken:
– Vi skal servere sund mad med omtanke i Holbæk Sportsby. Vi skal tilbyde produkter, som alle de mange forskellige gæster ønsker at købe lige fra idrætsudøveren, der ønsker en lækker sportsbolle til virksomheden der ønsker forplejning i form af tallerkenservering og gourmetmad. Det hele til priser, så alle kan være med. Og så skal det også være muligt at købe Dagens Ret – også med hjem efter træningen, siger den kommende Food & Beverage-chef Svend Rinkenm der selv skal være aktiv i køkkenet.
I den kommende tid vil der blive ansat yderligere en kok og to catere.
Det var i øvrigt en enig bestyrelse i Holbæk Sportsby, som pegede på Svend Rinken. Han tiltræder officielt sin stilling den 1. januar 2019.
Han må hellere lade være med at bruge margerine så der ikke sker det samme med sportsbyen som med Langtved Færgekro.