Forsøgte at flygte fra politiet – havde ulovlige stoffer på sig

En 26-årig mand fra Holbæk forsøgte – forgæves – at flygte fra en af politiets hundepatruljer.

Episoden fandt sted kort før midnat tirsdag, da hundepatruljen bemærkede en personbil, som kom kørende ad Holbækvej i Jyderup.

Da politiet gjorde tegn til at bilen skulle standse, kørte den i stedet videre ad Høedvej og satte kortvarigt hastigheden op. I en kurve på Høedvej blev bilens hastighed dog sat ned igen, hvorefter en mandlig passager i bilen sprang ud og rullede rundt på vejen. Han løb herefter fra stedet, men blev råbt an af hundepatruljens personale. Da det ikke fik ham til stoppe blev en politihund sendt efter ham. Manden sprang over et plankeværk, men hunden fulgte efter og fik standset manden, der derefter blev anholdt.

Der var tale om en 26-årig mand fra Holbæk som ved visitationen blev fundet i besiddelse af ca. 1 gram amfetamin samt 35 medicinpiller med stoffet benzodiapiner.

Den 26-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og løsladt efter afhøring til sagerne.

Politiet fik ikke identificeret hverken køretøjet eller dens fører yderligere, og den 26-åriges adfærd under kørslen skyldtes ifølge hans egen forklaring besiddelsen af de ulovlige stoffer.

Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Denne artikel er publiceret den 15. november 2018 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply