Tirsdagens skudepisode får nu politiet til at patruljere mere i Ladegårdsparken.
Tirsdag aften ved 21-tiden blev en 19-årig mand ramt af skud i skulderen i Ladegårdsparken. Episoden er den seneste i en række episoder mellem grupperinger i Holbæk, der ellers mest er foregået i midtbyen og Vang-kvarteret.
Episoden fik i eftermiddag politiet til, at stille Den Mobile Politistation op midt i Ladegårdsparken, så beboere kunne få en snak med politiet, både om den aktuelle situation og andet, som måtte være på sinde. Tilstede var også SSP og Det Boligsociale Team i Ladegårdsparken.
Øger tilstedeværelsen
I skrivende stund er Ladegårdsparken ikke omfattet af den visitationszone, som forleden blev indført og som omfatter en del af midtbyen og Vang-kvarteret. Alligevel oplyser politiet, at man nu vil øge tilstedeværelsen i Ladegårdsparken, så beboerne vil komme til at se flere patruljebiler.
Den Mobile Politistation vender i øvrigt tilbage til Ladegårdsparken fredag d. 2. november kl. 14 – 18.