22. november 2024

Møllebygger Michael Jensen. Foto: Holbæk Kommune.

Møllebygger Michael Jensen foran den nyrestaurerede stubmølle i Strandparken. Foto: Holbæk Kommune.

For knap 16 måneder siden blev stubmøllen i Strandparken flammernes bytte, da to unge mænd tændte ild inde i møllen.

Brandvæsnet kæmpede mod flammerne der havde godt fat i møllen, som siden 1938 har stået som vartegn for Holbæk i den populære park, hvor borgere i alle aldre færdes og mødes.

I det seneste halve år har møllebygger Michael Jensen fra Vig lavet et gennemgribende restaureringsarbejde af møllen, som nu er overdraget til Holbæk Kommune.

Ilden fik godt fat i den gamle træmølle.
Foto: Michael Johannessen

Hele beklædningen på møllens top og store dele af den indvendige konstruktion og særligt det store tandhjul, der i sin tid bragte kraften fra vingerne til møllestenen, krævede en gennemgribende restaurering. Herudover er der blandt andet arbejdet på møllens fødder.

Møllen har skiftet farve fra sort til en lysere brun farve. Det skyldes den type trætjære, der er brugt. Man har i forbindelse med restaureringen sigtet mod at bruge det mest originale, og det har med høj sandsynlighed været den brune trætjære, der i øvrigt også er den mest holdbare. Den brune farve vil med tiden bliver mørkere uden dog at blive helt sort.

Til trods for mange nye stykker træ i den gamle mølle, er der dog fortsat meget originalt træ tilbage. Gnider man fingeren hen over nogle af de konstruktioner i gulvet på øverst etage soder det stadig fingeren. Også stigen op til påslaget – det kar, man hældte kornet i – er blevet afrenset, men har fortsat mørke pletter.

At man kan se der har været en brand, mener møllebyggeren ikke gør noget:

– Branden er en del af møllens historie nu, siger Michael Jensen, der er femte generation af møllebyggere i familien og hvis far i sin tid har arbejdet med møllens vinger.

Læs også: Møllen i Strandparken blev flammernes bytte og To unge mænd dømt for branden i stubmøllen.

This slideshow requires JavaScript.