22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

To cyklister blev mandag morgen påkørt af biler i to enkeltstående uheld i Holbæk.

Omkring kl. 7.45 blev en 19-årig kvindelig cyklist påkørt. Det skete da en 51-årig kvinde kom kørende i en personbil ad Kalundborgvej og svingede til højre ad Stenhusvej. Under svingningen stødte hun sammen med den 19-årig kvinde, som kørte på cykel ad Kalundborgvej.

Cyklisten blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen, hvor hun fik konstateret mindre kvæstelser i den ene fod. Bilisten slap uskadt fra uheldet, men kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Påkørsel på Skagerakvej
Klokken 8.13 skete endnu et uheld, denne gang på Skagerakvej.

En 30-årig mand fra Hørve kørte i en personbil ad Rørvangsvej mod nord og videre over Skagerakvej. Da han kørte over Skagerakvej stødte han sammen med en 17-årig ung kvinde fra Vipperød, der kørte på cykel ad Skagerakvej mod vest.

Cyklisten blev bragt på skadestuen til kontrol, men var sluppet med diverse knubs som følge af uheldet.

Også denne bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.