Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at personalet på en uddannelsesinstitution i den nordlige del af kommunen i går formiddag bad om politiets hjælp efter fund af et par små poser med euforiserende stoffer.
Politiet sendte et par narkohunde til uddannelsesstedet, hvor det ved en kontrol af elever og lokaler i løbet af nogle timer blev til tre sager om besiddelse af mindre mængde euforiserende stoffer (i alt ca. 3 gram hash), 1 sag om overtrædelse af lægemiddelloven ved besiddelse af to piller receptpligtig medicin, 1 sag vedr. overtrædelse af fyrværkeriloven (kanonslag), 1 sag vedr. besiddelse af 21 ampuller med ulovlige dopingmidler og 1 sag vedr. overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da en elev tiltalte den ene narkohundefører i mindre flatterende ytringer i anledning af politikontrollen på stedet.
De sigtede unge vil senere høre nærmere fra politiet, når deres sager er blevet afgjort.