En 21-årig mand fra Mørkøv er blevet anholdt, mistænkt for at have påsat en brand i et rækkehus på Krokusvænget i Asnæs.
I går klokken 12.24 blev politi og brandvæsen sendt til brand i en ungdomsbolig i et rækkehus på Krokusvænget. Hele rækkehuset var overtændt, da brandvæsnet nåede frem.
Der var ingen hjemme på adressen, men en nabo til rækkehuset lå og sov og blev vækket af brandvæsenet.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man fik mistanke om, at branden var påsat og kort før klokken 15 anholdt politiet en 21-årig mand fra Mørkøv og sigtede ham for brandstiftelse.
Politiet forventer, at fremstille den 21-årige i grundlovsforhør i løbet af i dag med krav om varetægtsfængsling.
Brandstedet har natten igennem været bevogtet af hjemmeværnet, så politiet kan fortsætte deres undersøgelser på brandstedet i dag.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om motivet for brandstiftelsen.