Kommunalbestyrelsesmedlem for Det Radikale Venstre, Solvej Pedersen, er blevet valgt til Danmarks Biblioteksforening.
Valget skete ved et arrangement i Byens Hus Roskilde tirsdag aften, hvor kommunalpolitikere fra hele regionen var mødt frem.
Som optakt til valget fortalte livsstilsekspert og TV-vært i ”Vild med bøger” Flemming Møldrup om betydningen af at mennesker læser, både for deres evne til at lære og fordybe sig, men også for at styrke indlevelse og empati, men ikke mindst bare for at opleve.
Stor interesse for at stille op
Repræsentantskabet i Danmarks Biblioteksforening sammensættes repræsentativt ud fra november måneds kommunalvalg, og har som sin fornemste opgave at sætte kursen for landet mest besøgte kulturinstitution biblioteket, som årligt har 38 mio. besøgende.
Der var kampvalg om de fem pladser, som politikerne i vores region har i den store landsdækkende kultur- og biblioteksorganisation Danmarks Biblioteksforening.
Udover Solvej Pedersen (B) blev også Jens Børsting (A), Roskilde, Leif Utermöhl, (A), Lolland, Evan Lynnerup (V), Roskilde og Leif Egholm (Odsherredlisten), Odsherred valgt.
Den overvældende interesse for at stille op til foreningens repræsentantskab skal nok også ses i lyset af at Kulturministeren har annonceret, at landets biblioteker skal have et eftersyn i forhold til de mange nye opgaver som de løser i kommunerne.
Det kom også til udtryk blandt de nyvalgte kommunale kulturpolitikere at det står højt på prioriteringslisten at styrke folkebibliotekerne, efter at bibliotekerne i mange år har fået budgetterne beskåret som led i de omfattende besparelser. Kommunerne ønsker nemlig at styrke bibliotekernes indsats for at skabe flere læsere, specielt blandt de såkaldt digitalt indfødte børn og unge. Derfor pointerede de lokale kulturpolitikere på tværs af regionen, behovet for at styrke bibliotekernes samarbejdet med skolerne.