Onsdag formiddag gennemførte politiet, Skat og Arbejdstilsynet en kontrol på en byggeplads i den vestlige del af Holbæk – fem personer blev anholdt for at arbejde ulovligt.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var alle de anholdte pakistanere.
En 43-årig mand fremstilles i dag i retten med krav om varetægtsfængsling, da han i forvejen har et indrejseforbud og i øvrigt arbejdede ulovligt.
Tre af de tilbageholdte er anholdt for overtrædelse af udlændingeloven i 3×24 timer, og Udlændingestyrelsen vil vurdere, om de skal udvises inden for denne frist.
Den femte tilbageholdte, en 39-årig mand, blev løsladt igen, da det viste sig, at han var i besiddelse af opholds- og arbejdstilladelse.