Klokken 02.41 natten til søndag modtog politiet en anmeldelse om, at omkring 20 personer var i slagsmål i Nygade i Holbæk.
Ifølge anmeldelsen skulle en af parterne i slagsmålet være udstyret med en økse.
Politiet rykkede til området, men fandt ingen personer i slagsmål med hinanden. Derimod fik politiet oplysninger om, at en bil, hvis nummerplade var blevet aflæst af vidner, var kørt fra stedet – med en økse i bagagerummet.
Kl. 03.08 fik politiet fat i den pågældende bil, som blev ransaget, men politiet fandt ikke nogen økse i køretøjet.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelsen.