Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Nyt udvalg skal få by og land til at hænge bedre sammen
De frivillige i foreningerne i Holbæk Kommune er slidstærke og ret nøjsomme. Oftest har de nogle beskedne krav til hverdagen, men de mister tålmodigheden, når de skal slås med huller i hallens tag, manglende pleje af fodboldbaner, nedslidte klubhuse og manglende tilbagemeldinger. Ingen kan fortænke de frivillige i fx Svinninge og Jyderup i at sende tankerne tilbage til tiden før kommunesammenlægningen, hvor der var kortere vej til politikerne.
Og frustrationerne kan let og forståeligt nok blive til en diskussion om by vs. land. Især på det kulturelle område er Holbæk flagskibet med mange professionelle tilbud – fx teater og biograf – som vi alle har glæde af. Aktiviteterne i lokalsamfundene er primært båret af foreningerne og frivillige.
Vi har brug for begge dele, for by og land er stærkt afhængige af hinanden.
Vi skal arbejde målrettet for større sammenhængskraft. Derfor foreslår Lokallisten, at det nye byråd etablerer Udvalget til udvikling af lokalsamfundene, der skal sikre en tættere dialog mellem politikere og lokale ildsjæle. Det er her, frustrationerne skal fanges, og det er her lokale udviklingsplaner skal blive til i et forpligtende samarbejde. Det er i mødet mellem politikere og borgere, at de gode idéer skal forvandles til handling.
Lars Qvist, nr. 4 hos Lokallisten for hele Holbæk Kommune
Ådalen 22
4520 Svinninge