21. november 2024

Grafik: <a href="https://pixabay.com/users/OpenClipart-Vectors/">OpenClipart-Vectors</a> / Pixabay

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Kursen skal ændres

Kommunalvalget d. 21. november 2017 er en glimrende anledning til at ændre den aktuelle politiske kurs i Holbæk Kommune, hvis konsekvenser for såvel den kommunale velfærdsservice som kommunens medarbejderes arbejdsmiljø mildest talt er forstemmende.

Der er blevet skåret så meget på de kommunale velfærdskerneområder i Holbæk Kommune, at kommunen desværre er kendetegnet ved en hverdag, der er præget af et umenneskeligt arbejdspres og et urimeligt svigt af kommunens svageste borgere pga. for få ressourcer ude på arbejdspladserne.

Således er personalenormeringerne- foruden at være en hån mod kommunens dedikerede medarbejdere – efterhånden direkte livsfarlige for såvel medarbejdere som de borgere, der er afhængige af den kommunale vedfærdsservice.

I daginstitutionerne er personalet så presset, at det ikke er usædvanligt at være ene m/k til 10 vuggestuebørn om eftermiddagen. Der tegner sig et tilsvarende billede for børnehavebørnene.

På ældreområdet er det nu så grelt, at medarbejderne oplever ældre borgere tilkendegive, at det ville være bedre, om man kunne give dem en pille, så de ikke mere var til besvær!

Derfor skal der udstikkes en ny kurs for det kommende byråd.

Enhedslisten vil arbejde ihærdigt og vedholdende for at rette op på disse fortrædeligheder – naturligvis i samarbejde med de partier, der ligesom os vil en anden politisk kurs.

En stemme på Enhedslisten er en stemme for velfærden.

René Strunch
Byrådskandidat (Ø)
Kløvermarksvej 8
4450 Jyderup
for Enhedslisten