Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Fællesskab er den ægte styrke
Under den overskrift bliver borgerne i Holbæk igen beriget med en betalt annonce, denne gang i NVN’s lørdagsudgave. En helsides annonce på side 3.
Det står hen i det uvisse, hvem der financierer annoncen, og oven i købet er denne Biografi over borgmesteren udformet som en slags interview – dog med en ”hemmelig” journalist – som skriver små citater fra den ”fåmælte” borgmester, og i det meste af annonceteksten udlægger for den undrende læserskare, hvem personen Søren Kjærsgaard virkelig er. Det mest oplagte ville da være, som i andre biografier, at en navngiven forfatter eller journalist beskriver/udlægger personen.
For det kan da ikke være borgmesteren selv, som har skrevet ??? For så er det jo en selvbiografi !
Og borgmesteren går tur i det grønne, plukker et blad (?æble) fra kundskabens træ og står med sin rulle papir (som vistnok indeholder Sandheden om Holbæks Økonomi) 🙂
Teksten er for største dels vedkommende de samme opremsninger af mere eller mindre dokumenterede og forventelige tal. Bl.a. trækkes ”hesten ud af stalden”, som vi har hørt igen og igen : ”Flertal på 29 ud af 31 mulige bag et budgetforlig” – Og dette skulle så være sket 3 ud af 4 gange !
”Fællesskabets projekt” (Holbæk Sportsby) får også et afsnit i biografien. Og denne investering har der jo været BRED enighed om i både 2011 og 2012. Projektet har givet ”genlyd” ude i resten af landet og i Europa. I hvert fald i badminton verdenen !
Til sidst beskriver borgmesteren, som åbenbart er blevet mindre fåmælt, efterhånden som han taler sig varm – og slutter den STORE fortælling med ordene : ”At vi ikke har ét fyrtårn, men vi har en masse lys – og det skal vi ikke tale ned. Det skal vi være stolte af”.
Og dét kunne han jo have så inderlig ret i – altså hvis vi havde haft midlerne og økonomien til projekt fyrtårn.
Hanne Duelund Larsen
Salvigvej 12
4305 Orø