Søndag aften kort før klokken 18 blev politi og redningsberedskab kaldt ud til en arbejdsulykke ved Maglebjergvej i Svinninge.
Det viste sig, at en 37-årig mand fra Svinninge under arbejdet på en kartoffeloptagermaskine havde fået sin højre arm i klemme mellem nogle af valserne, således at armen blev trukket ind i maskinen ind til skulderen.
Det tog redningspersonalet ca. 1 time at få den 37-årige alvorligt tilskadekomne fri fra maskinen, inden han med en tilkaldt lægehelikopter kunne flyves til Rigshospitalets traumecenter til fornøden behandling.
Politiet oplyser, at den 37-årige søndag aften blev meldt uden for livsfare og i stabil tilstand.
Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken og vil nu sammen med politiet undersøge omstændighederne nærmere for at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.