To bilister skulle have ladet bilen stå – men gjorde det ikke, så nu er de begge sigtet for spirituskørsel.
Klokken 00.25 natten til fredag anholdt politiet en 71-årig mand fra Tølløse og sigtede ham for spirituskørsel.
Manden var forinden kørt i grøften på Søstrupvej ved Holbæk.
Da politiet kom frem til stedet viste det sig, at den 71-årige var påvirket af spiritus. Han blev derfor taget med og fik udtaget en blodprøve.
Forsøgte at køre fra politiet
Også i Gislinge fik politiet fat i en bilist, som havde drukket mere alkohol, end tilladt.
På Kirsebærhaven forsøgte en bilist at køre fra politiet, som gerne ville have bilen til at stoppe. Men det lykkedes ikke og bilens fører, en 41-årig mand fra Gislinge blev sigtet for spirituskørsel og en del andre overtrædelser af færdselsloven, da han ikke standsede, da politiet bad ham om det.
Den 41-årige blev taget med og fik udtaget en blodprøve, som nu skal undersøges nærmere.
Med i bilen var en 25-årig mand fra Svinninge, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han blandede sig i politiets arbejde i forbindelse med anholdelsen af den 41-årige.