Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Decentralisering og koncernmodel – to sider af den samme sag.
Koncernmodellen er hentet ind i den offentlige administration fra det private erhvervsliv og kendes fx fra de ”styrelser”, som de senere år er dukket op som underafdelinger i statsadministrationens departementer. Koncernen er kendetegnet ved, at den opdeler virksomheden i afdelinger – i dette tilfælde kommunens seks såkaldte kerneområder, ”Læring og Trivsel”, ”Vækst og Bæredygtighed” osv. – der har til opgave hver især at arbejde selvstændigt med de kommunale opgaver, som er placeret i det enkelte kerneområde.
I det private erhvervsliv er fidusen ved at have inddelt koncernen i selvstændige afdelinger, at hele koncernen ikke behøver at gå konkurs, når enkeltafdelinger dummer sig eller kører skævt. Man tager konsekvenserne af det og henter flere penge hos ejerne, fyrer direktionen, nedlægger afdelingerne eller opbygger nye afdelinger.
I en kommune kan byrådet og direktionen ikke tillade, at enkeltafdelinger/kerneområder dummer sig og kører skævt. Kommunen er ikke en profitskabende virksomhed. Sker det alligevel – og det har vi jo set adskillige eksempler på i de forgangne år – så tager man penge fra de andre kerneområder til at dække underskud eller overforbrug til utilfredshed for disse. Hvor en privat virksomhed kan gennemføre fyringer, omorganisering mv. relativt ubemærket af andre end aktionærerne, så går det helt anderledes åbent for sig i en kommune, hvor befolkningens øjne hviler på afdelingen, fx ved skolenedlæggelser.
Hvorfor vælger nogle kommuner så at omdanne sig til koncerner? Det er et godt spørgsmål. Det korte svar er antagelig ”So ein Ding müssen wir auch haben”. Det lange svar er snarere, at den offentlige forvaltning siden 1990’erne er blevet befolket med uddannede økonomer, jurister og andre, der har lært om New Public Management i deres uddannelser på universiteter og handelshøjskoler. Jeg er selv én af dem.
Men hvor koncerner overlever eller genskabes i det private, så har de taget totalt overhånd i det offentlige og er overhovedet ikke egnet som model her, fordi det offentlige har med levende mennesker og deres dynamiske relationer at gøre, hvor de private virksomheder fortrinsvis har med materialer og maskiner at gøre.
Hertil kommer så, at lederne i det offentlige måske heller ikke er dygtige nok til at arbejde i koncernmodeller, men oparbejder enorme hierarkier af ledere på forskellige niveauer, der ikke er i stand til at kommunikere med hinanden – eller måske ikke vil kommunikere med hinanden. Det er sket her i Holbæk, hvor kommunaldirektøren har forskanset sig bag to koncerndirektører, 6-8 koncernchefer og et utal af fagchefer og ledere, i alt ca. 150 personer.
Holbæk Kommune magter ganske enkelt ikke at lege koncern. Organisationen skal brydes op, og beslutningerne træffes ude på det enkelte brugersted, skolen, daginstitutionen, plejehjemmet osv. Organisationen skal decentraliseres. Alene på skoleområdet kan antallet af ledere på rådhuset mere end halveres og frigøre en lønsum på ikke under 10 millioner kroner. Snarere mere.
Så når du spørger om, hvilken model der skal sættes i stedet, så er svaret ret enkelt: Der er to modeller, som kunne komme på tale: En matrixmodel, som forudsætter visse evner på lederplan for ikke at gå i dvale på samme måde som koncernen – og den klassiske organisation, som vi kendte den før, vel at mærke bemandet med fagfolk og ikke med økonomer, der ikke har haft deres gang i for eksempel skoler, siden de selv gik der. Jeg uddyber gerne mundtlig ved lejlighed, hvis du er interesseret.
Bent Brandt
Byrådskandidat (K)
Ahlgade 58B
4300 Holbæk
