22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Tour de France til Svinninge!

Alle de mange ildsjæle fra lokalområderne er uundværlige når et arrangement kræver opbakning. Et godt eksempel på dette var det store cykelløb Grand Fondo. Jeg deltog selv som tilskuere i Svinninge, hvor lokalområdet virkeligt var trådt i karakter og gjort dagen til en større event! Underholdning, marked, entertaiment og sidst men ikke mindst cykelløb. Svinninge Lokalforum, det lokale erhvervsliv, handlende og et hav af frivillige bidrog alle med at gøre dagen til en festdag. Der var så mange mennesker på gaden, at det nærmede sig Tour de France lignende tilstande. At Svinninge var udlagt som forplejningszone gjorde ikke interessen mindre. Statsministeren arbejder ihærdigt på at få Tour de France etaper til Danmark. Skulle det lykkedes, vil Svinninge Hovedgade være et oplagt sted at starte. Det vil ikke skorte på hjælpere og tilskuerinteressen -har vi nu set – er der! Hermed er forslaget givet videre til Dansk Cykelunion!

Bjarne Kongsted
Svinninge