Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Det gode børneliv er en klog investering
Det kan ændre et barns skæbne og fremtid til den dårlige side, hvis ikke barnet får en tryg og god barndom. En barndom, hvor barnet får mulighed for at udfylde sit fulde potentiale. Hvor barnet udvikler sig som det skal både socialt, fagligt og sprogligt. Børn, der trives, har større chance for at komme igennem uddannelse og få arbejde i voksenlivet. Det er bl.a. dét, vi har brug for gode daginstitutioner til.
Desværre kan vi i dag bare konstatere, at der er for få medarbejdere på daginstitutionsområdet. Det skaber utryghed både for forældrene og medarbejderne. For os i Socialdemokratiet er det derfor en klar prioritet, at der skal være flere pædagoger i daginstitutionerne. Flere pædagoger betyder mere tid til det enkelte barn. Det betyder bedre mulighed for alle mulige slags aktiviteter, der udvikler børnene, deres nysgerrighed, kreativitet og kompetencer.
Vi holder fast i pasningsgarantien og ønsker frit valg til alle typer pasningsordninger. Det betyder, at dagplejen fortsat skal være en valgmulighed og et alternativ til daginstitution. Vi ønsker samtidig, at åbningstiderne i hvert distrikt gøres mere fleksible for at imødekomme behovet hos forældrene, der f.eks. har skæve arbejdstider. På den måde kan vi give familierne en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.
Børneområdet er og har altid været en vigtig prioritering for Socialdemokratiet. Der er brug for, at vi får snakket med hinanden om, hvordan vi sørger for det gode børneliv i Holbæk. Derfor glæder jeg mig også til at tale med mange forældre til DUI’s store familiedag på Murerpladsen den 26. august. Jeg tror på, at vi i fællesskab kan gøre børnelivet i Holbæk bedre end i dag.
Med venlig hilsen
Christina Krzyrosiak Hansen
Politisk leder og Borgmesterkandidat S Holbæk Kommune