Der er stor forskel på de lokale erhvervsforhold i kommunerne i Region Sjælland. Holbæk klarer sig bedst og er nummer fire på landsplan, mens både Ringsted og Faxe er nogle af landets mindst erhvervsvenlige kommuner. Det viser Dansk Bygeris årlige analyse
I analysen måles landets kommuner på 31 parametre om alt fra skatter og afgifter til investeringer i offentlige bygninger og prisen og åbningstiderne på genbrugspladsen.
Og her er det parametre som at virksomhederne i Holbæk ikke betaler dækningsafgift, at kommunen holder årlige dialogmøder med det lokale erhvervsliv, og den sparer skattekroner ved at lade private slå græsset. Det er bare nogle af de ting, som gør, at Holbæk er den mest erhvervsvenlige kommune i Region Sjælland og den fjerde mest erhvervsvenlige i hele landet.
– Holbæk har formået at overhale 40 kommuner og blive en af Danmarks bedste til erhvervsvenlighed. Det kan kommunen godt være meget stolt af, og det kommer både kommunen og virksomhederne til gode, at der er gode rammevilkår, som kan være med til at skabe arbejdspladser og skatteindtægter i kommunen. Tillykke til Holbæk, jeg håber I fortsætter det gode arbejde og har ambitioner om at blive nummer ét til næste år, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland Jesper Toftebjerg Andersen.
I forhold til nabokommunerne er Holbæk klart den mest erhvervsvenlige. Således ligger Kalundborg på 26. pladsen, mens Odsherred 46. pladsen, Lejre 51. pladsen, Sorø 52. pladsen og Ringsted er helt nede på plads nr. 88 i Dansk Bygeris analyse.
Borgmesteren: Vi har sat handling bag ordene
Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard glæder sig over den flotte placering:
– Vi har de seneste år haft et vedvarende fokus på, at det skal være nemmere og mindre bøvlet at være håndværker og byggevirksomhed i Holbæk Kommune. Vi har sat handling bag ordene, og jeg er sikker på, at det er det, der nu gør os til regionens bedste og giver os en meget flot placering på landsplan, siger Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard.
Blandt andet peger borgmesteren på, at byrådet sidste år fjernede den såkaldte bygningsgaranti – en sikkerhed for færdiggørelse af arbejdet – for arbejder under 1 million kroner. Herudover har man gjort åbningstiderne på genbrugspladserne mere håndværkervenlige samt sikret en bedre organisering af byggesagsbehandlingen. Det sidste er sågar sket i en tid, hvor antallet af byggesager er næsten fordoblet.
Søren Kjærsgaard noterer også med tilfredshed, at Holbæk Kommune er sprunget hele fyrre pladser siden sidste års undersøgelse. Samtidig er Holbæk og Frederikssund Kommuner de eneste sjællandske kommuner blandt de øverste femten på listen.
– I den her slags undersøgelser vil der altid være en vis bevægelse fra år til år, men et spring på fyrre pladser kommer ikke af sig selv, så det er meget tilfredsstillende. Set i en konkurrencemæssig sammenhæng er det jo også rigtig vigtigt, at vi hører til de absolut bedste i vores eget område. Det gør os interessante for virksomhederne, hvilket vi jo også har set for nylig med interessen for at bygge en stor fabrik i Svinninge, siger Søren Kjærsgaard.