29. marts 2024

Reiners Big Band i Tjekkiet. Foto: Reiners Big Band

Reiners Big Band i Tjekkiet. Foto: Reiners Big Band
Reiners Big Band kom forleden hjem efter en mindre turné i Tjekkiet, hvor orkesteret høstede flot anerkendelse.

– Vi var inviteret til koncertturné i Tjekkiet i forbindelse med den Internationale Music Festival for big bands i Ceska Kamenice. Her spillede vi flere steder, men vi havde også koncerter i Decin, Rumburk og Arnoltice , fortæller kapelmester Finn Reiner efter hjemkomsten.

– Selve turnéen kom i stand efter Reiners Big Bands turné i Polen sidste år, hvor de ved den afsluttende festmiddag blev beæret med invitationen til Tjekkiet, fortæller kapelmesteren og fortsætter:

– Over tre dage var der arrangeret fem koncerter, der naturligvis gav en del kørsel, men da alle forløb ganske forrygende, var der kun positiv tilfredshed overfor arrangørerne, som også stillede fast turguide til rådighed.

Ved en af koncerterne i Ceska Kamenice blev Reiners Big Band bedømt af et dommerpanel efter kriterier indenfor bl.a. tone, sound, teknik, sang og ikke mindst repertoirevalg. Tilfredsheden har tilsyneladende været ganske godt, for ud af 23 big bands fik Reiners Big Band en flot bronzemedalje, som nu kommer til at stå på hylden sammen med bandets mange øvrige indhøstede anerkendelser fra udlandsturnéer i Europa.

Udendørs koncert i Cheska Kamenice. Foto: Reiners Big Band