Badesæsonen er (forhåbentlig) ved at være nært forestående og dermed er det også tid til tildeling Blå Flag.
Friluftsrådet har tildelt det Blå Flag til i alt 227 strande og 29 lystbådehavne over hele landet.
– Vi er i Danmark heldige at have en lang og smuk kystlinje, som byder på masser af skønne natur- og friluftsoplevelser. Blå Flag-aktiviteterne giver strandgæsterne ny inspiration til oplevelser langs vandet og skaber forståelse for, hvor vigtigt det er at beskytte naturen, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.
I Holbæk Kommune er der to strande, som denne sommer kan hejse Det Blå Flag. Det drejser sig om stranden på Blegstrædehagen i damle erhvervshavn i Holbæk og Nørrestænge Strand på Orø.
Det Blå Flag er en international kvalitetsordning af strande og havne under FEE – Foundation for Environmental Education. I Danmark administreres ordningen af Friluftsrådet. Kriterierne for, hvad der skal til for at få det Blå Flag er dermed internationalt gældende. I alt er 49 forskellige lande med i ordningen. Danmark er på 7. pladsen over de lande, der har flest flag på den nordlige halvkugle.