29. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Husk Folkebørnehaven

I år er det 5 år siden, kommunalbestyrelsen i Holbæk igangsatte den proces, der førte til lukning af Folkebørnehaven.

Arkivfoto: Rolf Larsen.
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Det er imidlertid ikke derfor, vi netop nu bør huske på Folkebørnehaven.

Det er heller ikke, fordi Folkebørnehaven var kommunens absolut bedste børnehus. Med engagerede medarbejdere, lavt sygefravær og kompetent, tillidsbaseret ledelse. Med aktive forældre og medinddraget lokalområde. Med glade børn og med en enestående 175årig historie bag sig. Hvilket i sig selv gjorde børnehuset bevaringsværdigt.

Nej, når vi netop i år skal huske på historien om lukningen af Folkebørnehaven, er det fordi den viser, hvorledes det kan gå, når et parti alt for længe holder fast i en forkert beslutning. En beslutning, som endda er i direkte modsætning til ønsker hos væsentlige dele af partiets kernevælgere.

Ved kommunevalget i 2013 gik det på landsplan – med meget få undtagelser – rigtigt skidt for SF. Men i Holbæk gik det langt værre. Her gik SF fra 4 mandater i 2009 til 0 mandater i 2013.

Rædselsscenariet forklares med to forhold. Partiets alt for intime samarbejde med Venstre. Og partiets rolle i forbindelse med lukning af Folkebørnehaven.

I tiden frem mod lukningen havde Folkebørnehaven op mod 100 børn – omkring dobbelt så mange forældre – og fire gange så mange bedsteforældre. Og disse forældre var yngre, urbaniserede mennesker med små børn – altså typiske kernevælgere for SF.

Og planen om at lukke børnehuset kom ikke fra SF. Og var på ingen måde som udgangspunkt SF-politik. Planen var født i forvaltningen, som ønskede at bruge bygningerne til andet formål.

Men SF’s byrådsgruppe – med formanden for børneudvalget, Agnete Dreier, i spidsen – gjorde planen til højt prioriteret SF-politik. Bevæbnet med selekterede og fordrejede oplysninger fra forvaltningen kastede SF’s byrådsgruppe sig – helt frivilligt – ind i kampen for en lukning.

Forældrene førte en mægtig kampagne. Med velbesøgte møder, læserindlæg i lokalpressen, en af de på det tidspunkt største demonstrationer i Holbæk og ved direkte kontakt til politikerne. Men intet hjalp. SF’erne var fuldstændigt døve og iskolde.

Selv om andre partier var ligeså ansvarlige for lukningen, førte SF’ernes optræden til, at partiet fik en ikonisk rolle for hele lukningen. Og til at en hel generation af holbækborgere fik et yderst anstrengt forhold til SF.

Med til historien hører det, at vi nu har et helt andet SF i Holbæk. Partiet har ikke alene udøvet selvkritik – men har også delt sin selvkritik med offentligheden. Det er der andre partier, der kunne lære noget af. Og de daværende kommunalbestyrelsesmedlemmer er ikke længere kommunalpolitiskrelevante i SF-sammenhæng.

Men historien er værd at fortælle, fordi den viser, hvor galt det kan gå, når et parti alt for længe – og helt frivilligt – holder fast i en forkert beslutning.

Søren Seitzberg
Oldgårdsvej 29
4300Holbæk