22. november 2024

Foto: <a href="https://pixabay.com/users/Republica/">Republica</a> / Pixabay

Foto: Republica / Pixabay
Foto: Republica / Pixabay

I løbet af tirsdag aften modtog politiet tre anmeldelser om indbrud i Ugerløse og et i Tølløse.

I et hus på Sneppevej i Ugerløse havde der i løbet af tidsrummet 17.00 til 22.10 været indbrud hvor indbrudstyven var kommet ind ved at bryde altandøren op. Tyven havde været rundt i hele huset og gennemrodet stedet, for derefter at forlade huset via enten altandør eller stuevindue med 6 sølvskeer, bestikknive med træskæfte, en sølvlænke, sølvøreringe og ravringe.

I samme tidsrum havde der også været begået indbrud i et andet hus på Sneppevej. Her var et vindue blevet brudt op til et værelse og huset var blevet lettere gennemrodet, men intet var umiddelbart stjålet.

Også på Lilleskovvej havde en ubuden ‘gæst’ lukket sig selv ind ved at bryde et køkkenvindue op. Gerningsmanden havde været rundt og gennemrode samtlige rum i huset, men det er endnu uvist hvad der er stjålet fra stedet.

Brød badeværelsesvindue op
På Søndermarken i Tølløse blev der i tidsrummet mellem klokken 07.40 og 18.45 også forsøgt indbrud i et hus.

Her havde en ukendt gerningsmand brudt et vindue til et badeværelse op, så karmen blev ødelagt. Men ifølge politiet havde gerningsmanden formentlig ikke foretaget en indstigning.