Redaktionen har modtaget nedenstående:
Kommentar til at Modeljernbanen i Svinninge har valgt at pakke sammen!
Det var ærgerligt, at et flertal bestående af DF og De Radikale valgte at fratage den økonomisk støtte til Modeljernbanen i Svinninge og som den triste konsekvens heraf, har klubben besluttet at pakke sammen.
I Venstre ser vi gerne så mange aktiviteter som muligt, også i vores mindre byer. Det er bl.a. med til at fastholde og øge interessen for vores lokalområder.
Det er måske ikke en turistattraktion på højde med Tivoli eller Runde Tårn. Men mindre kan vel også gøre det. Hvis vi ønsker at vores lokale bysamfund skal overleve, skal vi sørge for at bakke op om de aktiviteter der er lokalt.
Det var ikke noget større beløb klubben havde ansøgt om. Modeljernbanen i Svinninge har en lang og også noget omtåget tilværelse bag sig. Så det er flot, at der fortsat er en lille skare af frivillige personer, som forsøger at holde liv i klubben.
Vi skal ikke kun understøtte de store og populære attraktioner vi har i kommunen, men også give plads til mindre og knap så hypede aktiviteter. Det er måden at holde liv i vores lokalområder.
Vh/Bjarne Kongsted
Holbæk byråd – Venstre, gruppeformand