Redaktionen har modtaget nedenstående:
Oplæg til en ny ghetto
Byrådet har den 12. oktober sidste år i uskøn forening endelig fundet det sted, hvor der skal kunne bygges hundrede billige boliger for de fattigste i vores by.
Alle aftaler er på plads med bygherren, der kan bygge “almene boliger”. Der bliver oven i købet plads til seks boliger for, hvad byrådet kalder, “skæve eksistenser”.
Nu mangler bare det formelle, nemlig at plangrundlaget skal være i orden. For grunden, der er udset, er en endnu ikke udnyttet del af erhvervsområdet vest for Valdemar Sejers Vej og lige op ad jernbanen. Der reklameres i omtalen af arealet med, at det ligger tæt ved kollektiv trafik. På klart sprog betyder det, at der langs den ene side ligger en jernbane hvor der passerer seks til otte tog i timen – uden mulighed for at standse lige dér. Til den anden side er der masser af busser. Og de standser dér, dog heller ikke for at medtage passagerer, for det er garageanlægget til egnens største busselskab.
Byrådet har indkaldt til “for-debat”, for det er både kommuneplan og lokalplan, der skal ændres, når et erhvervsområde skal skifte status til boligområde.
Men hvilke borgere i denne kommune kan mon tænkes at deltage i sådan en debat? Hvem vil mon pege på,
– at området er det dårligst tænkelige, set i forhold til de alternativer, der tidligere var på tale?
– at der stadig er arealer i og omkring byen, der er langt mere attraktive til formålet?
– at støj og møg fra jernbanen og fra naboerhvervsområdet vil være dyr eller umulig at skærme sig imod?
– at fem etagers huse er for høje til familieboliger, og at der bliver pladsmangel til både biler og ophold?
– at arealet kort sagt ikke er velegnet til boligformål, og slet ikke med den overbebyggelse, der er tænkt? Og
– at her skaffer byrådet plads til en ny ghetto?
Og selvom der var nogen, der bemærkede dette, mon det så fik nogen som helst indvirkning på en beslutning, som byrådet allerede har taget i uskøn forening?
Per Fynboe
Bispehøjen
Holbæk
Hvis jeg blot må supplere dit glimrende brev Per Fynboe:
Jeg forestiller mig, at det er socialt udsatte borgere, mindre bemidlede borgere, borgere med fysiske og psykiske udfordringer, borgere på offentlig ydelse, det tiltænkes, skal flytte ind i disse boliger. Muligvis sammen med unge studerende eller andre med lav indkomst. Men de er delvist ude af min argumentation.
Hvem forestiller sig, at borgere – der har så rigeligt at slås med i forvejen, – ikke bare får det dårligere af at bo i det miljø du beskriver? Og måske dermed blot bliver mere syge end de var/er hvis de sættes ind i dette boligområde. Jeg forudser allerede nu, blot yderligere udgifter til behandling af mennesker der har voldsomt brug for omsorg og ikke yderligere marginalisering af/fra samfundet.
Tak for dit oplæg Per! Det var en øjen åbner!