Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:
Der sker rigtigt meget i Holbæk Kommune i denne tid. Mange byggerier er i gang og andre er på vej. Antallet af nye private arbejdspladser stiger og mange flytter til. Det er positivt. Særligt i en tid, hvor kommunen har arbejdet hårdt på at nedbringe merforbruget på de kommunale budgetter og sikre et robust budget for de kommende år. En budgetlægning, der medfører besparelser og effektiviseringer for at sikre, at vores udgifter ikke overstiger vores indtægter.
Vi kan glæde os over at Jyderup Bad har fået en flot donation af A. P. Møller Fonden, så badet kan gennemgå en tiltrængt og omfattende renovering. Jyderup Bad og Holbæk Kommune yder også sit bidrag så handicappede, pensionister og babyer der har brug for høje badetemperaturer, fortsat kan benytte svømmehallen.
Ugerløse Friluftsbad genåbnede i sommers til stor glæde, for ikke blot beboere fra området, men fra hele kommunen. Vipperødhallen er renoveret for et større millionbeløb, ligesom der ligger en bevilling til en kunstgræsbane til samme område. Stestrup Fritidsgård har ligeledes gennemgået en større renovering.
Jernløsehallen har fået nyt gulv og tilskuerpladser, stadionfaciliteterne i Tuse er blevet opgraderet, og der er bevilget penge til et spor til mountainbike i Dragerupskoven. Vi finder en løsning på udfordringen med klubhuset ved Jyderup Stadion, ligesom en forbedring af sportsfaciliteterne i Kundby er under udarbejdelse og et større beløb er bevilget til renovering af Svinningehallens tag.
Alle disse tiltag for at forbedre kommunens idrætsfaciliteter, uden for Holbæk by, er med til at opfylde den aftale som byrådet har besluttet, nemlig at idrætsanlæggene skal have en tidssvarende standard. Det er ikke gratis. Det har indtil videre faktisk kostet i omegnen af kr. 80 mio. Hermed lever det nuværende byråd op til den målsætning at alle kommunens idrætsfaciliteter er opdateret inden udgangen af 2019. En målsætning der står ved magt og som der ikke ændres på.
Som medlem af Kultur og Fritidsudvalget glæder jeg mig over, at vi alle steder har gode muligheder for at dyrke idræt og sport. Det bliver der ikke lavet om på, tværtimod styrkes denne mulighed i disse år. Med Holbæk SportsBy kommer en ny svømmehal med bl.a. varmvandsbad for vores ældre medborgere og de mindste børn som giver muligheder, vi ikke har i dag.
Sammen med et nyt sundhedscenter, som vil tilbyde en bred vifte af tilbud og sikre et rehabiliteringsforløb, så man fortsat kan leve et godt og symptomfrit liv, til trods for et måske længere sygdomsforløb.
Så til trods for store omstillinger, skal vi huske at glæde os over de mange ting, der udvikler sig og som gør kommunen til et endnu bedre sted at være.
Bjarne Kongsted
Medlem af Kultur, Fritid og Fælleskaber
Gruppeformand – Venstre
Kære Bjarne, den redegørelse ser flot ud,det er rigtigt godt at sports/svømmeliver fungerer,det vil vi da glæde os over, som du anbefaler. Hvad gør vi for de foreninger og borgere, som ikke dyrker sport eller svømning. Især Holbæk By´ foreninger, har trænge kår efter man solgte foreningshuset på Jernbanevej. Syntes du ikke, at vi skal gøre noget for dem? Så kunne glæden oven i køber blive så stor.
Mvh. Leif juhl
Mb. Enhedslisten.
Der sker mange andre fine ting i Holbæk – også på Kulturområdet. Det skriver jeg om en anden god gang.
Leif Juhl, hvordan kan du uden belæg påstå, at Holbæk by’s foreninger har trange kår? Hvem har sagt dét?
Foreningshuset er 5 år tilbage. De foreninger der er blevet genhuset er yderst tilfredse med deres nye lokaler….!!
Vi gør rigtig meget for alle vore foreninger – uanset beliggenhed.
Emrah
Vi er mere end 50 aktive skakspillere i Holbæk skakklub, som ønsker bedre vilkår både lokalemæssigt og tilskudsmæssigt. Kommunen stiller skolelokaler til rådighed, som er langt fra stationen, ikke er gjort rent og som lukker i skoleferier, så vi ingen steder har at være. Der er flere mindre klubber rundt om i kommunens mindre byer, som skranter lokalemæssigt. F.eks. vil tilskud til skoleskak lærertimer være ønskeligt
Skakvenlig hilsen