23. november 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Borgernes gæld til kommunen er 82 mio.

Holbæk kommunes økonomi har trange kår! Det vidner budgettet for 2017 tydeligt om. Vi har udfordringer som desværre medfører afskedigelser og som vil betyde en reduktion af den borgernære service. Det lægger vi ikke skjul på, og vi kæmper til stadighed en sej kamp for at udgifter og indtægter er i balance. Det betyder, at vi hele tiden skal være opmærksomme på, hvordan vi kan forøge kommunens indtægter og have fokus på udgifterne.

Vi kryber ikke i skjul, men tager ansvar for at finde løsninger og omstillinger så kommunens økonomi igen bliver god. Det har vi faktisk tænkt os allerede, at få styr på med det vedtagne 2017 budget.

Det er derfor ærgerligt, når vi til stadighed blot er tilskuere til den galopperende gæld, som vores borgere har til kommunen. For Holbæk Kommunes borgere drejer det sig om en gæld på p.t. 82 millioner. Gælden har været stigende siden staten overtog opkrævning og opfølgning i 2005. Før 2005 stod kommunerne selv for at inddrive offentligt gæld.

Gælden kan være alt fra parkeringsbøder, manglende betaling af børnehaven, ejendomsskat, ubetalte regninger og meget andet. I 2005 overgår inddrivelse af offentlig gæld til Skat. Og siden da er borgernes gæld til kommunerne eksploderet.

Et åbenbart ubrugeligt inddrivelsessystem (EFI-systemet) indføres i 2005. 10 år efter (2015) skrottes systemet igen . Det har vist sig at være ubrugeligt. Tilbage sidder kommunerne og blot kan se på at borgernes gæld har været massivt stigende.

Det er ikke kun i Holbæk vi lider under dette stigende problem, også landets øvrige kommuner ærger sig grundigt over den manglende inddrivelse. Det er derfor positivt at skatteministeren inden årsskiftet i samarbejde med Folketingets partier fremsætter et lovforslag der vil give kommunerne flere værktøjer til selv at inddrive gæld.

For Holbæk Kommune er 82 millioner rigtig mange penge. Det haster med ny lovgivning på området, så kommunerne igen bliver “herre i eget hus” og kommer til at stå for at inddrive borgernes gæld til kommunen.

Bjarne Kongsted
Holbæk Byråd
Gruppeformand – Venstre

1 thought on “Læserbrev: Borgernes gæld til kommunen er 82 mio.

  1. Man kunne jo også forestille sig, at en stor del af den gæld, som borgerne skylder kommunen, er forårsaget af, at man har udfordret mange af de svageste gruppers forsørgelsesgrundlag, og så kan det sgu ikke undre, at der er regninger, der ikke er råd til at betale! Men de borgerlige partier i DK lider ganske åbenlyst under den tvangstanke, at hvis man blot presser de udsatte maksimalt på forsørgelsesgrundlaget, så bliver de med et snuptag selvforsørgende via de påståede mange job, man “bare” kan søge (job, der kun eksisterer i lurvede, kolde og kyniske verdensfjerne hjerner). Den nyligt overståede fyringsrunde vil ikke just bidrage positivt til problematikken, idet de 91 medarbejdere, der er indstillet til afsked i Holbæk Kommune nu kan se frem til offentlig forsørgelse, fordi deres selvforsørgelsesgrundlag er blevet fjernet takket være dumstædige politikeres insisteren på at lade ideologi og principper stå i vejen for mere skånsomme løsningsmodeller i forhold til Holbæk Kommunes økonomiske udfordringer!

Comments are closed.