Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:
FOA Sjælland tager på det kraftigste afstand fra de foreslåede besparelser for kerneområdet Læring og Trivsel.
Det gør vi bl.a., fordi en udvisning af rettidig omhu fra politisk side i forbindelse med erkendelsen af, at omstillingsgrupperne ikke ville komme i mål med de udstukne effektiviserings-/sparemål, kunne have minimeret den byrde, man nu står med. I den forbindelse vil vi gerne tilkendegive, at det efter FOAs opfattelse har været ansvarsforflygtigende at placere hele indhentningen af den økonomiske gevinst i disse omstillingsgrupper.
Et andet forhold, der kan være medvirkende til at etablere den aktuelle økonomiske udfordring, er, at man tilsyneladende ikke har formået at skærpe det økonomiske overblik i forbindelse med den store organisationsændring, der fandt sted i kommunen ultimo 2014. Når der pludselig er færre, men væsentligt større chefområder, der får udstukket en budgetramme at styre disse områder, siger det sig selv, at et overblik over forbruget er altafgørende for, at økonomien ikke løber løbsk – og vores tidligere henvisning til det urimeligt store forbrug af eksterne vikarer inden for Aktiv hele Livet (150 mio. kr. i perioden januar 2015 – ultimo maj 2016) understøtter til fulde denne påstands validitet.
Normeringerne i Holbæk Kommunes daginstitutioner ligger i den absolut laveste ende, både når man sammenligner med landsgennemsnittet og med de 4 kommuner, man ynder at sammenligne sig med i Holbæk Kommune (K49).
Alligevel foreslås det, at man smører en rammebesparelse på i alt 11,3 mio. kr. ud over hele området.
På skole- og SFO området er der foreslået en reduktion af det pædagogiske personales deltagelse i undervisningen, således at der mod de nugældende 12 timer om ugen skal reduceres til 4 timer om ugen.
Dette forslag giver anledning til stor undren hos FOA, når man for nylig har kunnet læse i en trivselsundersøgelse foretaget blandt eleverne i Holbæk Kommunes skoler, at 42 % af de mindste elever oplever at have ondt i hovedet og i maven når de er i skole. At 45 af de mindste elever oplever, at de ikke kan høre, hvad læreren siger i timerne.
Foruden at spænde ben for inklusionsindsatsen samt fremme af elevernes hhv. læring og trivsel, vil dette forslag smadre SFOernes stillingsstruktur på en måde, så deltidsstillinger i langt højere grad end nu vil være reglen snarere end undtagelsen. Det siger sig selv, at dette vil udfordre mulighederne for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, ligesom det vil umuliggøre at kunne tilbyde stillinger, som man vil kunne leve af.
Vi finder det desuden bekymrende, at der i forhold til den foreslåede rammebesparelse på taksterne for Børnespecialcenter 1 og 2 ikke foreligger nogen konsekvensbeskrivelser i budgetmaterialet.
Der er naturligvis flere spareforslag for Læring og Trivsel end de ovenfor nævnte, men vi har valgt at fokusere på de værste af disse.
Generelt frygter FOA, at en vedtagelse af de foreslåede besparelser for Læring og Trivsel vil resultere i afskedigelse af en masse dygtige medarbejdere, hvilket vil udfordre et i forvejen hårdt presset arbejdsmiljø blandt de medarbejdere, der er tilbage, når besparelserne er vedtaget og implementeret.
De foreslåede besparelser vil udfordre mulighederne for at realisere de opstillede mål i Børne og Ungepolitikken i Holbæk Kommune, og FOA frygter, at en vedtagelse de foreslåede besparelser vil resultere i, at man på den lange bane påfører sig væsentlig større udgifter, når skaderne affødt af besparelsernes konsekvenser skal repareres, og her tænker vi både menneskeligt og økonomisk.
Med venlig hilsen
René Strunch
Næstformand i Pædagogisk Sektor
FOA Sjælland.