I dag vil eleverne i 7. klasse på Tornvedskolen blive bedt om at hive mobilen op af lommen og filme hinanden.
De skal nemlig deltage i i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens landsdækkende lommefilmskampagne for at lave den bedste lommefilm mod kræft i huden. Workshoppen ledes af undervisere fra Lommefilm ApS.
Eleverne skal lære at skrive manus, filme og klippe deres historie og alle film er med i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens landsdækkende konkurrence ‘Uegnet for børn! Sluk Solariet’ med budskabet om, at solariebrug øger risikoen for modermærkekræft, som i dag er den hyppigste kræftform blandt unge danskere i alderen 15-34 år.
I alt er 500 elever i 7.-8. klasse fra skoler over hele Danmark med i lommefilmskampagnen og deres film vil blive blive vurderet af en jury, som består af tidligere politidirektør, Per Larsen, der i dag er formand for Børnerådet, projektleder hos Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, Anne Friis Krarup samt Mette Meldgaard, programchef i TrygFonden.