Der var noget at se til for Herfølges målmand, da de to Sjællandsserie-hold Herfølge BK og Tuse IF lørdag mødtes på banen ved Tuse Hallen.
Tuse havde i hele kampen mest styr på spillet og fik fra start holdt det meste af spillet på gæsternes banehalvdel. Efter 18 minutter havde Tuse første gode chance, men det blev ved chance, for Herfølges målmand tog bolden i hænderne.
Selvom Herfølge var gode til at spillede hurtigt op ad banen, så var det meget sværere for dem, at omsætte de gode ryk til målchancer.
I 32. minut sendte Kasper Gyldenkærne bolden forbi Herfølges målmand og bragte dermed hjemmeholdet foran 1-0.
Ti minutter efter fik Tuse igen held til at sende bolden i gæsternes mål til 2-0.
I det sidste minut inden pausen havde Herfølge en god chance på et meget præcist spark mod målet, men Tuses målmand havde styr på situationen og tog bolden i hænderne.
Tre minutter inde i 2. halvleg blev Tuse tilkendt et frispark, men bolden fik lidt for meget kraft på og gik over målet.
Tilskuerne blev dog ikke snydt, for otte minutter senere sørgede Joachim Aleksander Jensen for at de mange fremmødte tilskuere fik endnu et flot mål at se. Og han blev bakket op af Kasper Gyldenkærne, som godt fem minutter efter udbyggede føringen yderligere til 4-0.
Gæsterne fra Herfølge var tydeligt præget af de manglende muligheder.
Kampens sidste mål faldt i 34. minut efter et hjørne, som blev sendt flot ind i feltet, hvor flere Tuse spillere stod klar til at ekspedere den videre – en fod på bolden og hjemmeholdet var foran 5-0.