26. april 2024

Foto: Region Sjælland.

Et åbent vindue i et køkken på Holbæk Sygehus gav sur smiley og bøde i kontrolrapport. Foto: Region Sjælland.
Et åbent vindue i et køkken på Holbæk Sygehus gav sur smiley og bøde i kontrolrapport. Foto: Region Sjælland.

En sur smiley og bøde – det var hvad Fødevarestyrelsens kontrollant havde til Holbæk Sygehus ved sit seneste besøg.

Da Fødevarekontrollen kom på besøg på afdeling 9-03 i slutningen af juni måned, kunne kontrollanten konkludere, at man ikke fra sygehusets side havde udbedret de fejl, som var blevet påpeget ved et tidligere besøg i midten af maj. Dengang var et vindue åbent i køkkenet, der ligger på 1. sal. Selvom vinduet blev lukket, så vurderedes det, at der skulle sikres mod skadedyrs indtrængen. Dengang lød forklaringen, at “Køkkenet bliver meget varmt, hvis der ikke kan lukkes frisk luft ind”, men serviceassistent sagde dengang, at afdelingssygeplejersken ville blive underrettet.

Da fødevarekontrollen i sidste uge så kom tilbage for at se, om man nu også havde efterkommet indskærpelsen fra maj, kunne kontrollanten konstatere, at “Vindue i køkken stod under hele de opfølgende tilsyn åbent”. Igen var forklaringen, at “Vi kan ikke være i køkkenet og arbejde hvis ikke der kommer frisk luft ind, vi har meddelt direktionen den forrige indskærpelse og afventer løsning.”

Fødevarekontrollen vejledte herefter konkredt i, at man “med vinduet lukket kan benytte en ventilator i stedet til at lave luftcirkulation.”

Vi lukker vinduerne
Holbaekonline.dk har spurgt til sagen hos Holbæk Sygehus og her svarer Vicedirektør og sygeplejefaglig chef Aase Bjerring:

– Indledningsvis vil jeg gerne understrege at der er tale om et enkelt vindue, der har været åbnet i et anretterkøkken på 1.sal, det er således ikke et køkken, hvori der produceres mad. Vore fødevarer fremstilles i et centralkøkken.

– Praksis har været, at vi lukker vinduerne i forbindelse med håndtering af fødevarer, f.eks. når fødevarer tages ud af køleskab for at blive anrettet.

Endnu ingen løsning
Selvom det nu er mere end en måned siden, at Fødevarestyrelsen var på besøg, er der ikke kommet en permanent løsning. Det bekræfter Aase Bjerring:

– Efter modtagelse af kontrolrapporten har jeg været i dialog med fødevarestyrelsen for at drøfte mulige løsninger. Grundet ferie er der endnu ikke fundet en permanent løsning.

– Indtil videre er det derfor indskærpet overfor afdelingerne, at alle vinduer i anretterkøkkener holdes lukkede, siger Vicedirektør og sygeplejefaglig chef Aase Bjerring til Holbaekonline.dk.

Dokumentation: Kontrolrapport 13. maj 2016 og Kontrolrapport 29. juni