I starten af maj begyndte navneforandringen for landets Statoil tankstationer og udskiftningen af navne, skilte og logoer sker løbende.
Statoil-tanken der ligger ved rundkørslen Roskildevej/Skagarakvej har nu også skiftet navn. Da Holbaekonline.dk onsdag formiddag var forbi tankanlægget, var håndværkere i gang med det omfattende arbejde med at udskifte skilte og logoer.
Fremover er det altså en Circle K tank, som kunderne kører ind på. Navnet Circle K ejes af det Canadisk baserede Couche-Tard Inc, som er en af verdens største nærbutikkæde-ejere med mere end 16.000 butikker i Cananda, USA, Mexico, Japan, Kina, Indonesien og Europa. Couche-Tard Inc. købte for nogle år siden Statoil Fuel & Retail og nu har man valgt at skifte navnet ud med Circle K som led i en større global branding strategi. Danmark er sammen med Sverige og Norge de første lande i Europa, der skifter til Circle K. Inden årsskiftet har alle Statoil stationer i Danmark skiftet til Circle K facade og i alt skifter ca. 1.500 stationer i Skandinavien, Irland, Baltikum, Polen og Rusland.
På verdensplan er der næsten 11 700 Circle K stationer i 23 lande fordelt på tre kontinenter, som får den nye opdaterede Circle K facade i denne periode.
– Ændringen giver os store muligheder. Vi håber, at kunne gøre Circle K endnu mere populær og kendt, end Statoil har været. Statoil er markedsleder på mange områder, og det tager vi selvfølgelig med videre, herunder udvikling af vores brændstofsmærke miles. Vi går nu ind i en ny fase som en del af et stærkt globalt brand med en klar lokal forankring. Det vigtigste vil altid være at give vores kunder den bedst mulige oplevelse på vores stationer, siger Timothy Tourek, Adm. Direktør i Circle K Danmark A/S.