En 25-årig mand fra Holbælk er blevet varetægtsfængslet, sigtet for indbrud i en villa på Asmindrupvej i Ejsstrup torsdag formiddag. Der skulle et færdselsuheld til, før politiet kom sporet af ham.
Kort før klokken 11 torsdag formiddag modtog politiet en henvendelse fra en opmærksom anmelder, der havde bemærket to fremmede mænd luske rundt hos naboen. I naboens indkørsel holdt i øvrigt også en fremmed bil, som de to mænd senere læssede effekter ind i. Anmelderen havde noteret sig bilens nummerplade, inden bilen kort efter kørte fra stedet med de to mænd i. Politiet ledte forgæves efter bilen i området og ved bilejerens bopæl. På den adresse, hvor bilen havde holdt, kunne politiet konstatere et indbrud, idet en terrassedør var blevet brudt op, og huset så gennemrodet ud. Under arbejdet på stedet fandt politiet endnu en villa, hvor et vindue var blevet brudt op, ligesom huset også så gennemrodet ud. Fra stedet var stjålet en støvsuger, computere, mobiltelefon, ure og parfume.
I løbet af eftermiddagen fik politiet en henvendelse fra en kvinde, der kort efter klokken 11 havde været impliceret i et færdselsuheld på Munkholmvej, Holbæk, hvor hendes bil var blevet påkørt af en personbil.
Modpartens nummerplade var identisk med den bil, som politiet ledte efter, og som stadig holdt på Munkholmvej.
Borgeren kunne oplyse, at to mænd efter uheldet havde båret diverse effekter over i en tilkaldt taxa, som kørte væk fra stedet.
Politiet fandt efterfølgende frem til en adresse i Holbæk, hvor politiet traf en 25-årig mand fra Holbæk. Han blev anholdt som mistænkt for at være den ene af de to indbrudstyve, og på hans bopæl fandt politiet tyvekoster fra de to indbrud i Vipperød samt yderligere effekter, som formodes at stamme fra indbrud andre steder.
Den 25-årige blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Retsmødet blev holdt for lukkede døre, da man endnu ikke har anholdt medgerningsmanden, som politiet i øvrigt har en formodning om hvem er.
Retten valgte at varetægtsfængsle den 25-årige frem til den 14. juni.