Det var en tilfreds direktør, som forleden kunne fortælle aktionærerne i Sparekassen Sjælland, at resultatet for 2015 landede på 144,4 millioner kroner efter skat.
– Med flere end 10.000 nye kunder i alt på Sjælland og Fyn i 2015, et overskud som forventet samt alle nøgletal på plads er det med en blanding af glæde og ydmyghed, at jeg kan konstatere, at årets resultat er tilfredsstillende. Samtidig lægger bestyrelsen op til, at vores aktionærer modtager et udbytte på 3 kr. pr. aktie efter det første regnskabsår, hvor sparekassen er drevet som et aktieselskab, siger ordførende direktør Lars Petersson.
Flere nye filialer på vej
I 2015 åbnede sparekassen, der har sit hovedsæde i Holbæk, nye filialer i Valby og Dragør på Sjælland samt i Langeskov på Fyn. Og I 2016 forventer sparekassen at åbne nye filialer i Helsingør, Køge Bugt- området og Nyborg samt en minifilial – et såkaldt ”Sparekasse Hot-Spot” – i Hundested.
– Vi fastholder vores filialstrategi, hvor vi ikke lukker filialer. Heller ikke i de mindre bysamfund, hvor de store landsdækkende banker er forsvundet. Som en lokal sparekasse er det en del af vores samfundsansvar at sikre, at også mindre lokalsamfund har deres eget pengeinstitut, der kender lokalområdet. Derfor vælger vi en anden retning end mange andre og åbner nye filialer – både på Sjælland og Fyn, siger Lars Petersson.