Blussende teenagekinder, småfnis og akavet stilhed er ofte, hvad der forbindes med seksualundervisning, men sådan behøver det ikke at være, for nu kører Uge Sex’ sexkaravane.
Den årligt tilbagevendende kampagne, hvor sex, krop, lyst og prævention er i de unges øjenhøjde og i et ungt sprog.
Sundhedsplejersker og UngHolbæk besøger 9. klasserne på seks af kommunens folkeskoler.
De unge skal inddrages i samtaler ved en række boder med forskelige aktiviteter, der til sammen udgør Sexkaravanen. Som noget nyt vil der også være fokus på nettets udfordringer og usikkerheder.
– Vi går ind til undervisningen med en anden vinkel, og taler de unges sprog, fortæller Pia Heidi Madsen fra UngHolbæk, og fortsætter:
– Når vi uddeler kondomer og er iklædt kondomhat har vi større chance for at få de unge i tale. Det er nemmere for os at italesætte og udforske de unges dilemmaer, og de unge lader os gå på opdagelse i deres ungdomsliv og deres seksualitet. Det giver det en anden stemning, end ellers.
Sexkaravanen skaber rum til, at de unge tør åbne sig.
– Det er vigtigt, at vi skaber dialog med de unge, så de tør være med. Vi kan ikke bare holde oplæg, hvis vi vil fange deres opmærksomhed, fortæller sundhedsplejerske Malene H. Madsen, der er en del af kampagnen.
Sex og trivsel på sociale medier
Årets fokus i kampagnen er sociale medier. Nyere undersøgelser fra blandt andet Børnerådet viser udfordringer med mistrivsel og mobning, når børn og unge bruger sociale medier. Selvom omfanget af online mobning ikke er større end offline mobning, er der nogle særlige forhold, som gør sig gældende på nettet. Digital mobning karakteriseres især af uvished: Hvem er afsender på en ubehagelig besked? Hvor mange har set den? Hvor mange er enige? Kommer der mere?
– Vi opstiller virkelige dilemmaer, som andre unge har sendt ind, og lader de unge komme med svarene. Det kan fx være én, der har skrevet ind og spurgt, hvad man gør, hvis ekskæresten truer med at lægge nøgenbilleder ud på nettet, eller hvis der pludselig er et privat billede ude, hvor alle kan se det, og hvad skal man så gøre? siger Pia Heidi Madsen.
Udover sex, krop og følelser på sociale medier, har sexkaravanen også fokus på almindelig sundhed og trivsel, når unge færdes på nettet.
– Vi møder unge, der bukker under for presset for at skulle være på og være online hele tiden. Det kan være svært at rumme, når der også er lektier, venner og meget andet. Det hjælper vi også de unge med at få talt med hinanden om, siger Pia Heidi Madsen.
Sexkravanen besøgte en skole onsdag og en torsdag i uge fem, mens resten af de seks skoler, får karavanen ud i deres 9. klasser i løbet af uge seks.
Ungdomsbyrådet i Holbæk Kommune deltager også i Uge Sex kampagnen og vil flere gange i den kommende uge, være at finde på Ahlgade, hvor de vil ”tage snakken” med andre unge.