4. maj 2024

Modelfoto: Eastlaketimes. (<a href="https://creativecommons.org/licenses/by/2.0/">CC BY 2.0</a>)

Modelfoto: Eastlaketimes.    (CC BY 2.0)
Modelfoto: Eastlaketimes. (CC BY 2.0)
Antallet af indbrud er faldet markant i Holbæk Kommune. Det viser nye tal fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Indbrud i privat beboelse skaber utryghed og er ofte til stor gene for de berørte borgere, der risikerer at få stjålet ejendele, der ikke kun har en vis økonomisk værdi, men som i mange tilfælde også har en stor affektionsværdi, der ikke kan erstattes eller genskabes.

I 2014 blev der begået 423 indbrud i villaer og lign. I 2015 var tallet faldet til 285. Til gengæld steg antallet af indbrud i lejligheder fra 34 i 2014 til 38 i 2015. Også antallet af indbrud i værelser steg. Her steg det fra et enkelt indbrud i 2014 til to indbrud sidste år.

Det giver et fald på godt 29% i Holbæk Kommune og det glæder Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard:

– Som borgmester i Holbæk Kommune er jeg på borgernes vegne meget tilfreds med det store fald i antallet af indbrud. Men vi skal endnu længere ned, og fra kommunal side er vi klar til – sammen med politiet – at fortsætte den målrettede indsats her i kommunen.

Det er næppe muligt at pege på en enkeltstående årsag til, at antallet af indbrud er faldet så drastisk, men politiinspektør Michael Flemming Rasmussen har følgende bud på, hvad der kan have været væsentlige medvirkende årsager:

– Vi oplever en stigende interesse for konceptet “nabohjælp”, hvor man – typisk i et lille lokalområde, en villavej, en boligblok eller en parcelhuskvarter – hjælper hinanden med i fællesskab at kigge efter alle områdets boliger, når der ikke er nogen hjemme. Mange har også sikret deres boliger bedre med nye låse, alarmer m.v. Endelig oplever politiet, at mange ringer til os med informationer om mistænkelige biler eller personer, og det er klart medvirkende til, at det er blevet sværere at være indbrudstyv, fortæller politiinspektør Michael Flemming Rasmussen, der er chef for politikredsens forebyggende arbejde.

I hele Midt- og Vestsjællands Politi kreds – der omfatter 10 kommuner – er antallet af indbrud i privat beboelse faldet fra 3354 indbrud (2014) til 2385 indbrud (2015) – et fald på næsten 29 pct.

– Vi er meget tilfredse med, at kurven for indbrud i privat beboelse har fået et så tydeligt knæk. Faldet i antallet af indbrud gør dog ikke, at vi hviler på laurbærrene. Uanset det kraftige fald har vi har stadig mange indbrud, og derfor vil indsatsen også fortsætte i 2016 i tæt samarbejde med kommuner, grundejerforeninger og mange andre interessenter, siger politidirektør Anne Tønnes.