Årets første internationale konkurrence for pipe bands blev i weekenden afholdt i Hamborg, og det blev en ubetinget succes for Holbæk Pibe Band.
Holbæk-bandet stillede op med fem pipere – sækkepibespillere – i konkurrencerne for kvartetter (de fire af piperne) og i nogle af solokonkurrencerne.
Kvartetten stillede op i to kategorier, Grade 4 og i Open Grade, og gjorde rent bord ved at vinde begge. ”Grade” er en slags klassebetegnelse på linje med serier eller divisioner i sportens verden.
Men ikke kun kvartetten fra Holbæk gjorde det flot i den tyske Hansestad.
I solokonkurrencerne blev Holbæks Jens Hørring Olsen nr. 2 med kollegaen fra Holbæk Pipe Band, Lisbet Kværnø på 3.-pladsen i klassen for de bedste pipere i MSR, der er en forkortelse for en slags medley med musikarterne March, Strathspey og Reel.
I den ofte meget vanskelige kategori, Piobaireachd – gælisk ord, der udtales noget i retning af pibrok – blev Jens Hørring Olsen og Lisbeth Kværnø henholdsvis nr. 4 og 5.
Den vanskelige stil, Piobaireachd, er den oprindelige musikform for den skotske sækkepibe, der blev udviklet for mere end 600 år siden, så højlænderne bl.a. kunne bruge sækkepiben som signalmiddel eller, når der skulle mobiliseres til krig.
En sæsonstart, der peger den ”rigtige vej” for Holbæk Pipe Band i den sæson, der netop er begyndt.