22. november 2024

Moderen til den 15-årige pige fra Kundby, som torsdag blev varetægtsfængslet i en sag, som er totalt mørkelagt, har bedt det lokale dagblad, Nordvestnyt, om ikke at kontakte hende.

En journalist fra Nordvestnyt kontaktede pigens mor torsdag eftermiddag og her fortalte hun:

– Jeg har ikke sovet i 36 timer, og jeg beder om, at I lader være med at kontakte mig, mine børn og min kæreste.

Moderen måtte onsdag se sin blot 15-årige datter anholdt af politiet og samtidig være vidne til hvordan politiet og en bomberydder fra forsvarets EOD-tjeneste i fuld beskyttelsesdragt, ransagede familiens hjem på Trønningevej i Kundby.

Torsdag blev pigen fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 9. februar. Hun skal sidde i isolation frem til 26. januar.