4. maj 2024

Lørdag formiddag anholdt politiet en 36-årig mand fra Stenlille, der blev standset på Skovvejen ved Regstrup.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var manden påvirket af narkotika og han havde ikke noget kørekort, for det var han blevet frakendt ved en tidligere lejlighed. Den 36-årige blev desuden fundet i besiddelse af ecstasy.

Efter han havde fået udtaget en blodprøve, fik han lov til at gå igen.

Bilens ejer – en 38-årig mand fra Kalundborg – er blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven, fordi politiet fandt ulovlige knive i bilen. Han blev ligeledes sigtet for at have overladt føringen af bilen til en, der ikke har kørekort.