Holbaekonline.dk har kontaktet flere medlemmer af Byrådet i Holbæk Kommune for at høre deres kommentarer, til tanken om, at udlicitere Vej og Park. Kun få har indtil nu svaret – men deres svar kommer her. Efterhånden som resten svarer, vil deres svar også blive bragt.
Byrådsmedlem Solvej Pedersen, der i øjeblikket står uden for partierne, men tidligere var medlem af Socialdemokraterne har kort svaret på en henvendelse fra Holbaekonline.dk. I sin e-mail skriver hun blot: “Man kan kun undres”. Solvej Pedersen har i øvrigt til Holbaekonline.dk oplyst, at hun overvejer om hun vil gå ind i et nyt parti. Hun ser både Radikale Venstre og Liberal Alliance, som en mulighed, men forventer først at tage stilling til eventuel partimedlemskab en gang i det nye år.
Socialdemokraten Ole Brockdorff, som vi tidligere har bragt et længere interview med om sagen, har til sin gruppe sagt, at han stemmer nej til udlicitering af Vej og Park, hvis det kommer til afstemning i byrådet. Han mener, at der er talrige eksempler på, at udlicitering ikke dur.
Vil gerne finde “resurser” i Vej og Park til andre ting
Også socialdemokraten Ole Hansen mener ikke det giver nogen mening, at konkurrenceudsætte Vej og Park. Han vil dog gerne, at der findes penge på området, som kan bruges til andre ting.
I en e-mail til Holbaekonline.dk skriver Ole Hansen bl.a:
“Der skal ikke herske nogen tvivl om at Socialdemokraterne i Holbæk Byråd mener at Vej og Park gør et flot stykke arbejde” og “en konkurrenceudsættelse af et kommunalt område som Vej og Park der køre rigtigt godt, giver som jeg ser det ingen mening”.
Han vil dog gerne, i overensstemmelse med den samarbejdsaftale som Socialdemokraterne og Venstre har indgået, se på, om man gennem omstillinger kan finde resurser på Vej og Parks område, resurser, som kan bruges til andre ting, f.eks. cykelstier. Ifølge Ole Hansen er socialdemokraterne sikre på, at medarbejde i Vej og Park gerne vil indgå i en sådan omstillingsgruppe.
Holbaekonline.dk ser over de kommende dage nærmere på arbejdet med udlicitering af Vej og Park, samt andre både aktuelle og historiske udliciteringssager i Holbæk Kommune.
Her er hvad Finn Martensen (A) skriver til Deres Orømedarbejder :
Hej Jesper.
Tak for din mail. Hermed en lettere forsinket kommentar.
Definitionen på en ”rigtig” socialdemokrat er vist en svær størrelse, især når der er et par ”øjenklatter” omkring ordet rigtig. Men jeg kan da være enig med dig i en ting og det er, at Ole B er en værdifuld socialdemokrat med god viden og visdom på det politiske arbejde i S gruppen.
Mange ved, og sikkert også du, at nogle udbudsområder ikke er en socialdemokratisk livret. Derfor er samarbejdsaftalen med V også et forsøg på, at dæmme op for ukritiske udbud. Netop derfor er potientaleafklaringer og konkurrenceudsættelse elementer til ibrugtagning, inden et egentligt udbud accepteres.
Min kommentar til artiklen er såmænd meget positiv…godt skrevet. Men om dansen om ”guldkalven” er så positiv, som du beskriver kan man jo altid diskutere, især når noget af indtjeningen i Vej og Park eksempelvis kommer fra kommunale institutioner og skoler, som efter et nærmere kig i tallene, har betalt for diverse ydelser.
I de gode gamle dage….for ca. 5 år siden oplevede jeg som skoleleder , at serviceområdet (Pedel+ rengøringspersonalet) blev centraliseret med pedelfunktionen under vej og park og et udbud af rengøringen. Udbuddet af rengøringen kender du og kan vel betegnes som en stor fiasko. Men centraliseringen af pedelfunktionen i kommunalt regi med efterfølgende fyringer, var vist heller ikke den største succes, i hvert fald ikke for skoler og institutioner.
Det skulle glæde mig, såfremt der i Vej og Park dukker en ”ægte” guldkalv op.
Du ønskes et godt og lykkebringende nytår
Og her er hvad Michael Suhr Skriver om udlicitering :
Hej Jesper
Det er da en god betragting, ha ha . men jeg mener nu at alt skal kunne sættes i konkurence i forhold til noget andet. Hvis vej og park ikke bliver sammenlignet, eller målt med andet eller andre ved vi jo ikke om i er gode nok.
Jeg syntes at vores problem er at når noget bliver konkurence udsat bliver vilkårne ikke beskrevet godt nok. Vej og park skal da også selv byde på opgaven og vil som sådan have en kæmpe fordel da i kender opgaven. Jeg er helt enig med at vi skal opføre os ordentligt når vi udbyder, og at vi skal tage alt i betragtning, mennesker, penge, kvalitet, sikkerhed, OSV
Hvad angår borgmester og byråd er de jo i udliciteret eller konkurence udsat hver 4 år.
ALT SKAL MÅLES MOD NOGET ANDET FOR AT KENDE SIN VÆRDI
Glædelig bag jul og et rigtigt godt nytår
Med venlig hilsen
Michael Suhr
Medl. Økonomiudvalget
Fmd. Demokratieksperimentariet
For at forstå begyndelsen af Michael Suhrs svar , skal det nævnes , at jeg også spurgte om borgmester og byråd skal udliciteres.
Dette indlæg er fra John Harpøth (DF) :
Hej Jesper
Det forholder sig sådan at der har været fremlagt en dagsorden i ØU som handlede om at tage stilling til at arbejde videre med potentialeafklaring som skal føre til et udbud på området. Desvære er det sådan at Odsherred ikke slipper med 2 mill. har hørt det er langt være, da udbudet ikke har været udarbejdet præcis nok.
Med venlig hilsen
John Harpøth
Viceborgmester, Formand for Klima & Miljø og
Bestyrelsesformand for Holbæk Forsyning A/S
Telefon 72366130 / 20193888
Holbæk Kommune Byrådsmedlem
PS ! ØU er økonomiudvalget