19. maj 2024

Stenhus Gymnasium rangerer som nr. 90 i en ny test fra Dansk Erhverv.

Regionalt kommer Stenhus ikke engang i top 10 i opgørelsen, her rangerer det lokale gymnasium nemlig som nr. 11 med både Odsherred, Greve og Høng foran.

Testens formål har været, at undersøge, hvor dygtige de enkelte gymnasier er til at løfte elevernes faglige niveau. Dette kan man ikke undersøge blot ved at sammenligne de rå gymnasiekarakterer, da de i høj grad afhænger af, hvilke elever der optages på de enkelte gymnasier. Derfor udregnes i stedet en gymnasieeffekt, hvor der tages højde for elevernes faglige og sociale baggrund.

Ved hjælp af en række økonometriske redskaber har Dansk Erhverv derfor undersøgt, hvor stor forskel der er på gymnasiernes evne til at løfte elevernes faglige niveau, efter der er taget højde for elevernes folkeskolekarakterer og andre sociale baggrundsvariable såsom forældrenes uddannelsesniveau og arbejdsmarkedsstatus.

Formålet er herved at tage højde for de forhold, der varierer mellem gymnasierne, og som gymnasiet ikke selv er herre over, så man kun måler effekterne af de forskelle, som gymnasierne selv kan skabe.

Testen fra Dansk Erhverv ender altså med at placere Stenhus Gymnasium som nr. 90 på nationalt plan.

Hele testen og baggrunden for testen, kan læses på www.detgodegymnasium.dk.