18. maj 2024

Klokken 03.42 natten til lørdag blev politiet kaldt ud til et diskotek i Nygade, hvor dørmændende havde problemer med en gæst, som i flere omgange var blevet afvist ved døren til diskoteket.

Politiet fik kontakt med en ung mand, som nægtede at fortælle, hvem han var.Og selvom politiet opfordrede ham til at fortælle det, nægtede han stadig, så det endte med at politiet til sidst måtte anholde ham for at kunne finde frem til hans identitet.

Den anholdte blev anbragt i patruljebilen, men forsøgte at stikke af til fods – iført håndjern.

Politifolkene fik dog den anholdte løbet op, så han kunne køres til politistationen i Roskilde. Her blev hans identitet fastlagt til, at han var en 17-årig ung mand fra Jyderup, som blev sigtet for overtrædelse af retsplejeloven samt straffelovens bestemmelser om som anholdt at flygte fra politiet.

Han blev løsladt tidligt om morgenen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når hans sager skal afgøres.