9. maj 2024

Politiet beder om hjælp til at få identificeret et drivvåd mand.

Ved 16-tiden i går anmeldte forældre til en 8-årig pige fra Regstrup, at datteren sammen med ligeledes 8-årig veninde fra Regstrup cyklede i skole kl. ca. 07.50 ad Kirkestien langs en å.

På et tidspunkt hørte de et plask fra åen og standsede. De så nu en mand kravle op fra åen. Da han så pigerne, forsøgte han at berolige pigerne og tilbød dem slik. Pigerne blev dog bange pga. mandens adfærd og cyklede hastigt videre mod skolen.

Pigerne beskrev manden som 30-45 år, 183-188 cm høj, han havde skægstubbe og talte dansk. Manden var iført sorte bukser og sort hættetrøje med lynlæs.

Han fulgte ikke efter pigerne, som heller ikke observerede nogen former for seksuel adfærd hos manden.

Politiet undersøgte efterfølgende stedet, hvor der fandtes et reb, som formentlig i leg blev brugt til at svinge sig over åen.

Politiet undersøger nu anmeldelsen nærmere i et forsøg på at få manden identificeret og i den forbindelse hører lokalpolitiet i Holbæk gerne fra personer, som har bemærket manden – måske drivvåd – i området. Politiet kan kontaktes på telefon 114.