20. april 2024

En 23-årig mand fra Holbæk forsøgte ved halv fire-tiden i nat at køre fra politiet, da en patrulje ville standse ham i en bil på Fulbyvej i Sorø.

I stedet for at standse, satte den 23-årige farten i vejret og forsøgte at stikke af fra politiet. Men patruljen fulgte efter og der blev tilkaldt flere patruljevogne til jagten. Først da man havde smidt såkaldte “stopsticks” – også kendt som “søm måtter” lykkedes det at få bilen til at standse, da det fik bilens hjul i venstre side til at punktere.

Men den 23-årige fra Holbæk havde stadig ikke lyst til at tale med politiet, så han satte i løb i endnu et forsøg på at komme væk fra lovens lange arm. En betjent, der løb væsentlig hurtigere end den 23-årige, løb efter og fik fat i ham.

Det viste sig ved nærmere eftersyn, at nummerpladerne på bilen var stjålet og i bilen fandt politiet bl.a. et koben.

En narkometertest viste, at den 23-årige viste et positivt resultat, så den 23-årige fører blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

I bilen var der også en ung mand som passager. Han blev også anholdt og i løbet af i dag vil politiet se nærmere på de to unge mænd.