2. maj 2024

Mandag aften ved 20.30-tiden modtog politiet en anmeldelse om vold på Slotsvej i Holbæk, hvor en 23-årig mand blev opsøgt af to personer, der beskyldte ham for at have brugt deres stegepande.

Den ene mand forsøgte at stikke den 23-årige i maven med en kniv og ramte i den forbindelse den 23-åriges hånd med kniven, ligesom forurettede blev nikket en skalle.

De to gerningsmænd gik fra stedet igen, og forurettede tog på skadestuen. Politiet anholdt kl. 2150 en 19-årig mand fra Stege og en 17-årig fra Holbæk.

De anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør i dag med krav om varetægtsfængsling.