Ved 4-tiden i morges bemærkede en hundepatrulje en stjålet varebil køre rundt i området ved Industrivej i Jyderup.
Patruljen standsede varebilen og anholdt bilens fører – en 31-årig mand fra Søborg. Han blev sigtet for kørsel i den stjålne varebil og for at have ført varebilen, selv om han var frakendt kørekortet.
Varebilen var meldt stjålet fra et autoværksted i Vallensbæk i april 2015, hvor bilen var blevet stjålet med rette nøgle.
Den 31-årige var i øvrigt i gang med at afsone en frihedsstraf for berigelseskriminalitet og havde fået udgangstilladelse. Da han i forbindelse med nattens sag overtrådte betingelser ved den uledsagede udgang, afleverede politiet den 31-årige til personalet i et fængsel, så afsoningen kunne fortsætte.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de 31-årige dog vil høre nærmere fra politiet, når nattens sag skal afgøres.
Bilejeren har fået sin varebil udleveret.