22. november 2024

Det var et pragteksempel på god nabohjælp, som natten til søndag resulterede i, at to indbrudstyve blev taget for fersk gerning under et indbrud i en villa på Primulavej i Tølløse.

En opmærksom nabo opdagede kort før klokken halv et, at der var se lyset fra nogle lommelygter inde i genboens hus. Han vidste, at genboen var bortrejst på ferie, hvorfor anmelderen fandt forholdet mistænkeligt og derfor straks underrettede politiet.

Et par patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte hurtigt til genboens villa, hvor to mænd på 18 år fra Tølløse blev anholdt på fersk gerning i villaen.

De to havde brudt en terrassedør op for at komme ind i villaen, hvor de havde samlet forskellige tyvekoster sammen, men som de ikke nåede at flygte med. De to anholdte blev i nattens løb sigtet og afhørt til sagen, hvorefter de blev løsladt søndag formiddag.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at politiets jurister ikke fandt grundlag for at fremstille nogen af dem i grundlovsforhør.