23. november 2024

En 33-årig mand fra Jyderup måtte i nat vinke farvel til sin bil, da den blev beslaglagt af politiet.

Den 33-årig blev standset på Ærtevangen i Kærby ved Kalundborg. En narkometertest af manden gav udslag på flere forskellige stoffer, så politiet valgte at sigte den 33-årige for kørsel i narkotikapåvirket tilstand.

Det viste sig også, at manden var blevet frakendt sit kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Da den 33-årige flere gange tidligere var blevet afsløret i at køre trods frakendelse af førerretten og nogle gange også under indflydelse af enten alkohol eller euforiserende stoffer, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation.

Den 33-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling, men kan, ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.